Jens Søndergaard og Niels Bjerre i Kammergalleriet

”Syg pige”, Jens
Søndergaard
Kammergalleriet præsenterer betydelige værker af malerne Jens Søndergaard og Niels Bjerre.
De billeder galleriet åbner dørene for 3. juledag stammer
alle fra en privatsamling, og de er derfor forholdsvis ukendte.
Højskolelærer Kristian Tikjøb har haft lejlighed til at se nogle af værkerne på
forhånd.
”Nu har jeg i mange år beskæftiget mig med disse kunstnere, så det er utroligt
dejligt at se nogle billeder, som jeg ikke før har set på museer eller i
litteraturen.”
Store værker af Søndergaard
Kristian Tikjøb glæder sig især over 2 af Søndergaards værker.
”Det er virkelig nogle af hans bedste, fx i billedet ”Syg pige”, der boltrer
kunstneren sig virtuost i orange og carminrøde faver. Og så giver maleren den
hele armen i en udsigt fra Ashøje over Vestervig Kirke mod Vesterhavet. Her får
vi alt det typiske for Søndergaard: bakker, fjord, regnbue og den krumme
havoverflade, som understreger det vestjyske landskabs storhed ”.
Kammergalleriet præsenterer desuden et gennemarbejdet figurstudie af en nøgen
mandlig model og et ekspressivt maleri fra Ferring Strand. På udstillingen kan
man se at Niels Bjerre har malet fra nøjagtig samme position, men til forskel
fra Søndergaard udtrykker han sig med baggrund i realismen.
Publikum kan hjælpe
Nogle af lokaliteterne i Niels Bjerres billeder fortaber sig i det ukendte,
og derfor håber ejeren og Kammergalleriet, at besøgende måske kan bidrage med
supplerende oplysninger.
Kammergalleriet takker Nordeafonden for stor støtte til denne udstilling.